Så er projekt, 52 kager på 52 uger, skudt i gang!
Min første kage bliver denne skønne fraiser, også kaldet fransk jordbær kage. Den er lavet i et utal af variationer. Til min har jeg valgt at bruge bund af chokoladekage, friske jordbær, en jordbær/mascapone mousse og toppet med et chokolade spejl – eller en glaze som det også kaldes. Min pynt består af friske jordbær, bånd af candy melt samt krystaliseret hvid chokolade.
Redskaber der er brugt til denne kage er: Springform 25 cm, termometer, kagering samt kageplast.
Chokoladekage bund:
- 150 g smør
- 50 g kakao (ca. 1 dl)
- 2 æg
- 250 g sukker (ca. 3 dl)
- 1 tsk vaniljesukker
- 1 dl stærk kaffe
- 125 g hvedemel (ca. 2 dl)
Fremgangsmåde:
Smelt smørret i en gryde og vend kakaoen i. Pisk æg, sukker og vaniljesukker lyst og luftigt. Tilsæt skiftevis kaffe, kakaosmøret og mel mens der piskes på lav hastighed. Stop så snart dejen er ensartet. Hæld dejen i en smurt springform (Ø 20), forret med bagepapir på bunden. Bag kagen på midterste ribbe ved 175° alm. ovn i ca 25 – 35 min. Hold øje med den. Afkøl kagen fuldstændig.
Når kagen er afkølet skal den flyttes til serveringfadet, og kagering (man kan evt bruge sin springform) samt kageplast (dette kan evt erstattes af en strimmel bagepapir) skal monteres.
Skyld og nip jordbærene. Skær dem midt over på den lange led og placer dem langs kanten af kagen, helevejen rundt.
Jordbær/Mascapone mousse:
- 500 g. jordbær
- 150 g. sukker
- 4 husblas
- 250 g. mascapone
- 2½ dl. fløde
- korn fra 1 vanilie stang
Fremgangsmåde:
Læg husblassen i blød i koldt vand.
Kom jordbær, vanilje og sukker i en gryde og kog op. Vrid husblassen fri for vand og kom den op i den varme jordbærmasse. Rør godt rundt til husblassen er fuldstændig smeltet. Mos jordbærmassen gennem en sigte og kom mascaponen i. Pisk fløden til lind skum og vend den i jordbærmassen.
Det virker meget flydende, men bare rolig den skal nok sætte sig. Hæld nu moussen over kagen med jordbærene og stil kagen på køl til den har sat sig. Gerne til dagen efter.
Chokolade spejl også kaldet en glaze
- 1½ dl vand
- 60 g kakao (usødet, til bagning)
- 120 g fløde
- 180 g sukker
- 4 blade husblas, udblødt i koldt vand
Fremgangsmåde:
Læg husblassen i blød i koldt vand.
Kom vand, kakao, fløde og sukker i en gryde og varm det op til kogepunktet under omrøring. Lad blandingen simre i 5 minutter. Tag gryden af varmen og lad den stå i 10 minutter og køle lidt. Kom husblassen i og rør forsigtigt rundt til den er fuldstændig opløst.
Din glaze skal nu køle ned til 35°. Rør i den med jævne mellemrum, dog meget forsigt så du undgår luftbobler i din glaze. Når temperaturen er korrekt hældes den over kagen. Hæld evt ud over bagsiden af en ske for igen at undgå luftbobler i dit færdige chokoladespejl.
Stil kagen på køl til det har sat sig, hvilket tager et par timer.

Chokolade spejl
Jeg har pyntet med lidt krystaliseret hvid chokolade, det er selvfølgelig valgfrit, men kan nøjes med lidt friske bær eller bare nyde den blank og skinnende.
Krystalliseret hvid chokolade:
50 g hvid chokolade
50 g sukker
50 ml vand
Fremgangsmåde (brug sukkertermometer)
Hak chokoladen fint og kom den op i en lille skål. Kom sukker og vand i en gryde og kog det op. Når temperaturen når 130° kommes chokoladen i gryden og der skal piskes kraftigt med en elpisker. Der danner sig nu krystalliseret chokolade. Hæld det ud på et stykke bagepapir og lad det køle af.
Her er det færdige resultat:
Mums den smager godt! God bagelyst 🙂
Flot arbejde – og tillykke med bloggen
Tusind tak Helle
Hold nu op hvor ser den flot og mega lækker ud. Tror altså ikke du behøver træne så meget!!!
Tusind tak for de søde ord Lone. Den smagte også skønt 😉
Pingback: Eclair - OPDATERET. Uge 3 - I KageformI Kageform